,

Hvordan idræt kan smadre et barn….

I folkeskolen for mange år siden. Jeg havde idræt som alle andre børn. Jeg hadede det mere og mere for hvert år, hver måned, hver uge, hver gang vi var i hallen, på sportspladsen, i badet….

Ikke noget voldsomt eksplosivt had. Bare sådan et indre had, som udmundede sig i alverdens forsøg på at finde undskyldninger. Min menstruation blev brugt et utal af gange. Min mor var sød til at skrive i min kontaktbog – også fordi jeg vitterligt havde ondt – nogle gange. Andre gange blev det bare brugt i mit konstante forsøg på at undgå idrætstimerne.

Jeg gik også engang til springgymnastik. Det holdt også op. Jeg var en enkelt gang til håndbold, tror jeg faktisk.

Hvad skete der?

Hvad der skete, vil jeg prøve at undersøge her i indlægget – du kommer nok til at vende tilbage nogle gange, hvis du vil have det hele med.

Resultatet blev nemlig et barn / et ungt menneske / en voksen og moden kvinde, som hadede / hader motion.

En voksen, moden kvinde, som går i indre panik i en sal / en hal eller et lignende sted, hvis nogen vil tage styrringen og få mig til at gøre xxxx. Pt er det faktisk stadig svært for mig at håndtere.

Som skrevet står, så har idrætten totalt smadret min lyst til bevægelse. Og mit indre barn skriger og råber på forståelse, hjælp og kram hver eneste gang jeg forsøger at deltage på et hold eller på anden måde presser mig selv lidt (eller meget).

Men jeg har “hyret” hjælp ♥

Nu er de første skridt taget.

Jeg har taget de første skridt, som for mig er erkendelsen og udmeldelsen til omverdenen; jeg har sendt mine lærere en mail omkring min panik og private træner.

Og så har jeg overladt planlægningen af min træning til Tina Stephansen fra Mor I Form På 10 Minutter. Tina er både dygtig, empatisk og kender til “afskyen” for motion – så jeg føler mig i trygge hænder ♥

Jeg er nået til erkendelsen. Jeg er nået til, at jeg VIL gerne ændre det, men jeg har brug for hjælp, for ellers står jeg ved samme mur igen og igen.

  • Jeg vil gerne undersøge dette af flere årsager:Jeg har brug for og lyst til at ændre det. Min krop skriger på motion og bevægelse, og jeg kan mærke at jeg egentligt gerne vil – fordi jeg gerne vil kunne mere med mine børn.
  • Jeg har en søn, der i dén grad ligner mig som 9 årig. Og så heldigvis ikke alligevel, for han vil gerne. Han putter sig ikke i et hjørne hele tiden. Kun når det er organiseret af lærere, og han ikke kan øvelserne – så forlader han øvelserne, og nogle gange også lokalet.
    Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at han ikke behøver blive voksen med had til motion og bevægelse.
  • Jeg vil gerne undersøge dette, fordi jeg tror på, at jeg deler “skæbne” med andre mødre. Og den ydre del af det, kan fx Tina tage sig af, men den indre del, vil jeg utroligt gerne have med til dig der vil lære at tage dig af dit indre barn og dine “gamle” traumer ♥

Og så er der jo det faktum, at jeg faktisk SKAL have motion på den uddannelse, som jeg er igang med. (Ja endnu engang mener politikerne, at vi når noget som helst med tvang – men det er jo en anden snak!)

Og jeg vil kun bruge min fraværskvote på mine børn og mine kunder 😉 Mine opgaver skal se at blive løst!

Ja, jeg ved det godt! Men det er sådan jeg har det – lige nu ♥

Mine første tanker om, hvad der er sket.

For jeg kan ikke huske det.

Sådan har jeg det med meget af min barndom – ja, helt op til 15 års alderen husker jeg ikke ret meget faktisk.

Men når jeg sætter mig for at undersøge det, så dukker der som regel noget op, og min søde bror og mine søde forældre kan som regel også sætte hukommelsen igang 😉

Men jeg ved jo sådan cirka, hvordan idræt foregår. Og jeg ved, hvordan børn er. Og jeg ved, hvordan sportsnørder (det er så mit ord for folk med passion for sport!) er.

Hvad sker der i den hal?

Når jeg står i salen på skolen og skal lave QiGong sammen med mellem 3 og 7 andre, så stopper mine bevægelser. Jeg kan ikke få mine arme og ben til at hører efter.

De første gange kunne jeg sådan nogenlunde. Og vi var udenfor, så jeg kunne ligesom nemmere trække vejret….

Men de sidste to gange har jeg stort set intet kunnet.

Først kommer smerterne.

idrætDe der smerter, som jeg ved, ikke har noget med reelle smerter at gøre – altså mine muskler er ikke overbelastet, men smerterne kommer af min psykiske smerter….jeg kender den slags smerter i min krop.

Nu kender jeg min krop, så jeg stopper op, og mærker efter hvad der sker.

Jeg mærker, at jeg venter….venter på de der ord, som kommer, når jeg giver op. Ordene fra andre. Ordene om at jeg skal tage mig sammen; stramme lidt op; kom nu! giv lidt mere af dig selv!, du har jo godt af det! det tager ingen sku skade af! osv osv osv.

Dér er jeg væk. Jeg kan ikke gøre andet lige der, end at gå ind til den bette fis indeni, som har brug for kram, støtte og at sidde stille sammen. Så det gør jeg.

Ved først kommende lejlighed forlader jeg stedet og kører hjem.

Men faktisk er det jo ligegyldigt, hvad og hvordan det er opstået – for mig.

Fordi faktum er, at det er der.

Faktum er, at jeg skal handle ud fra, hvad min krop fortæller mig.

Faktum er, at jeg har brug for tid, ro og adækvat pres for at komme frem til styrken til at ændre.

Den primære årsag til at jeg i så mange år har hadet noget, som er så vigtigt, og som jeg har hørt og set andre have så meget gavn af, er for lidt og for meget pres.

Lærere som gerne har villet presse mig, men så har “forladt” mig i en presset situation. Nok mest fordi de ikke har haft tid og viden til andet…..

Del for mig...Share on FacebookGoogle+Tweet about this on TwitterShare on LinkedInEmail to someone
0 svar

Skriv en kommentar

Vil du være med i debatten?
Jeg vil elske dit bidrag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *